Line Fjord

I ny og næ står jeg sammen med 35 andre forældre og vinker farvel til bussen. Børnehavebussen, som hver dag kører mine børn ud til eng og skov. De andre står der hver dag. Den perfekte familie, med overskud.

Hvorfor står I der, tænker jeg om alle de vinkende forældre, som med lommetørklædet i hånden hver dag tager afsked med deres børn for syv en halv time. Slap da af.
Hvorfor skal det hele være så perfekt? Hvad er det for et pres, der ligger på os, hvad er det for en facade vi skal vise? Der må da være lidt plads til det skæve og det forkerte.

Jeg når for det meste kun lige at aflevere mine børn, længe inden bussen kører, for at løbe af sted, ned i Døgnnetto, handle lidt uøkologiske gulerødder med hjem, så børnene kan få lidt lækkert til eftermiddagen.
Jeg møder ikke de andre ovre i Døgnnettoen.

Til gengæld er jeg ved at blive kørt ned af den mørkegrønne kassevogn, som flere gange om ugen kører rundt i kvarteret og sætter små trækasser af, fyldt med økologiske varer. Selv dåsetomater. Og uden for nogle af husene tårner stabler af brugte trækasser sig op – og stiller mig spørgsmål.
Men jeg er virkelig så træt af, at alle skal se så perfekte ud. Så jeg gider ikke svare på spørgsmål, som hagler ud i hovedet på mig, når jeg ser vinkende forældre, økologiske grønsager, afkrydsede to-do-lister og miljørigtige biler. Lad mig få fred! Fred med min ukrudt i asfalten, min risengrød på rulle, mine børns snotnæser og mine ridser i neglelakken.

Jeg ville inderligt få fred – hvis bare naboen ville male det sidste bræt på hendes side af stakittet, så det kunne se lidt ordentligt ud.

“Din datter har fået en spade i hovedet!”, siger pædagogen i telefonen. Moderen ser sin egen et-sekundsfilm rulle over det indre lærred: Hun er blevet slået i hovedet og er besvimet…sol, måne og stjerner…mit barn er bevidstløst, blodet løber ned ad hendes ansigt.
“Det er ikke alvorligt, men det skal nok lige kigges på”, fortsætter den helt rolige stemme. Jeg hører ingen gråd i baggrunden.

Heldigvis var det vitterligt ikke så slemt. Faktisk var forestillingen om ventetiden på skadestuen lige så slem. Et kort øjeblik var min største bekymring at skaffe forråd nok i form af juice, frugt og kiks, tegnegrej og bøger til at gennemleve de tre timers ventetid, der ventede forude under et lysstofrør.

To gange har familiens medlemmer brugt hver tre timer i venteværelset på Bispebjerg Hospital inden for de sidste fire måneder.

Min grædende datter med et åbent sår, der helst skulle hæftes sammen, inden det tørrede ind ad sig selv, var udslagsgivende. Jeg valgte skadestuen.nu. Det tog ti minutter og kostede 800 kr.
Så var hun limet og klar igen. Angsten væk og ro i øjnene.

Madpakken og chokoladen spiste vi hjemme i sofaen.

Men er det i orden? Skal man være tvunget til at betale for besøg på skadestuen, blot fordi det offentlige er nedprioriteret?

Jeg leder efter et hotel i St. Tropez. På havnen. Jeg skal slå skodderne op, blændes af sollys op ad formiddagen, skue ud over havnen, hvor en yacht drysser ind og andre ligger og gurgler, og hvor scooterne hidsigt fejer damer af banen. Damer med solbriller, leopardgamacher og næsen skal i sky.

Jeg har klikket gennem alle indgange til byens hoteller og fundet hotellet. Det eneste på havnen.
De tager ikke telefonen, de svarer ikke på min mail. Jeg ringer hver dag i en uge. Ingen svarer.

Hm – de har nok vinterlukket. Men det må turistkontoret jo vide. De må kunne give et svar. Bonjour. Fin hjemmeside. For franskmænd. De reklamerer med en side på fem sprog, men det viser sig at tysk, spansk og italiensk er ”under construction”. Fred være med det.

Men – hurra – man kan ringe til Turistkontoret helt gratis. Jeg forsøger… ”Du kan kun få forbindelse med det kaldte nummer, hvis du ringer fra Frankrig”.

Franskmænd er forrygende – en super logisk tankegang, middel og mål passer altid sammen.
For franskmænd er ting smukke, når de er besværlige. Og jeg skal nok finde mit hotel og duften af frihed for en stund. Det kræver bare lige et par smukke omveje i St. Tropez.

En hvid kvinde i skindskørt og okkerfarvet hud under Afrikas stegende sol. DR2 lod hende i går tone frem, helt selvfølgeligt.
Det var et eksperiment. Yvonne, som er irer, flyttede ind i Himba- stammens kvindefællesskab for en periode. Hun skulle bare være en del af en fremmed kultur i Namibia.

Som udgangspunkt havde hun ikke tænkt det som problematisk. Det er jo bare en periode, så kan man jo sluge nogle kameler. Det viste sig, at være sværere end som så. Hun var ellers både klog, åbensindet og fuld af tolerance.

Stammen fortsatte den naturlige trummerum, selvom Yvonne var blandt dem. Hun brugte timer på at klæde sig, så hun lignede dem. Men modtagelsen er højlydt latter. Yvonne blev straks klar over, at hun aldrig ville blive respekteret for at integrere sig. Derfor fortsatte hun i sit eget vestlige tøj. Og forsøgte at leve med og forstå stammens bevæggrunde. Hun var overrasket over kvindernes frihed, når det gjaldt skiftende partnere. En ægtemand var nærmest flov, hvis ikke konen havde en ekstra kæreste. Sikke en vidde, tænkte hun.

Men da en af landsbyens døtre pludselig skulle tvangsgiftes som 12-årig, blev hun trukket med tårerne løbende ned af kinderne, fem kilometer gennem bushen for at blive overdraget til sin mand. Kvinderne gik forrest i kampen for at få hende gift. Yvonne var målløs, men mødte ingen forståelse. Der blev grinet af hendes tårer og hendes medfølelse.

Beundringsværdigt af denne irske kvinde, at hun forsøgte at deltage i en anden kultur, uden at have indflydelse på noget - for åbent kamera. Og tankevækkende. For hvor selvfølgeligt er det lige nogle danskere tager det, når fremmede ønsker at sætte et lille fingeraftryk? Kan man tage for givet, at nye medborgere selvfølgeligt accepterer og forstår vores måde at gøre tingene på?

Selvfølgelig er højtuddannede muslimske kvinder i Danmark bevidste om deres valg, når de går med tørklæde. De har valgt selv.Politiken skriver i dag, at 60 % af kvinder med tørklæde overvejer at flytte til udlandet for at få job. Hellere det end at lægge tørklædet.

Det er så trist, at lille Danmark er blevet SÅ lille, at en del af vores egen befolkning nærmest bliver jaget ud ad landet. Om man læser jura, medicin, økonomi eller hvad ved jeg, med tørklæde eller ej, gør vel højst en forskel i udseende. Næppe indhold.

Angsten ser ud til at gå på, at en dommer med tørklæde prøver at snige sharia-lov ind ad bagdøren, og en fremstående kvindelig læge har ytret, at det ville være grænseoverskridende for hende at få foretaget en gynækologisk undersøgelse af en læge med tørklæde. Hvori ligger det grænseoverskridende? At man ikke kan se om hun har grønt eller sort hår, langt eller kort?

Har lovgiveren mon tænk på, at forbyde vores nye medborgere af visse religiøse overbevisninger, overhovedet at tage en uddannelse i Danmark? Hvis de alligevel ikke må arbejde her, vil de tage diplomet med til vores nabolande og få job.

Hallo – Danmark. Slap af. Der er masser af plads og vi har brug for alle, uanset overbevisning. Håber jeg.

Det narcissistiske dagblad, som de ind imellem kalder sig selv, trak forfattere in spe til tasterne, da de udskrev en novellekonkurrence i efteråret ’07. Emnet var lyst.
Min forfatterspirende energi i maven lod straks fingre piske ud af tasterne på en aften i mørket og adrenalinen dulmet i kaffe. Og jeg skrev mit hjerteblod.
Hele seancen krævede mere doping end et cykelløb, og da jeg endelig havde trykket på ”send” var jeg udmattet, sårbar og nøgen.
Min spire var blevet plantet et sted ude i det helt helt offentlige rum, måske til frit skue.
Mine ord, mine tanker, mine følelser.
Jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være. Ikke for at vinde 5000 kr. eller hvor meget det nu var.

De tre vindere er nu annonceret – og tillykke til jer. Mit navn var ikke på listen.

Flere gange i de forløbne uger har jeg bedt chefredaktøren på Politikens Magasinet om at fortælle mig, hvor i feltet min novelle lå. Var det A, B, C eller Å? Intet svar.

Politiken er et ellers velkommunikerende medie, når det gælder skaren. Men hvad med den enkelte? Hvad med jobansøgeren, som ingenting hører på sin ansøgning? Eller hvad med forfatteren, som kastede mit hjerteblod i postkassen, og som nu sidder med fornemmelsen af, at det var en skraldespand?
Kan man tillade sig, at være ikke-kommunikativ og lade som ingenting, når folk taler til én? Uanset om man er avis eller ej?

Handelshøjskolen lukker mit sprog. Mærkelig fornemmelse.
De små sprog – hermed menes italiensk, russisk, fransk – lider en stille dø på Copenhagen Business School. Rigtig ærgerligt for mangfoldighedens Danmark og for det internationale erhvervsliv, som har brug for de sproglige kompetencer. Tilsyneladende.

Jeg sidder med et stykke papir, som titulerer mig cand.ling.merc i fransk. Jeg elskede sproget, talte og skrev som en indfødt, da jeg startede ud på arbejdsmarkedet for 11 år siden. Nu skifter jeg fag.

Ingen tidligere arbejdsgiver ville anerkende min akademiske grad, og jeg blev derfor gang på gang mast ind i en HK-stilling. Der var lønnen pinlig lav. De har alle ansat mig, fordi jeg kunne engelsk og fransk på ret højt niveau – og ville gerne bruge mine kompetencer. Bare ikke på lønsedlen. Til gengæld tog de for givet, at jeg var kontormus.

Jeg forstår godt, hvis de unge ikke har lyst til at søge ind i et fag, som ligger så lavt i anerkendelse, at jobbene ofte ligner sekretærjobs. Eller underbetalte translatørjobs. Hvorfor så læse et sprog i seks år?

C’est vraiment dommage – le français me manque.

Fra vores hytte kigger vi ud i birkeskoven. Der er stille. Mit blik hviler på lidt grønt mos på et fjeldstykke. Eftermiddagens sol er på hæld og familien falder til ro.
En rislen – pludselig hører jeg en rislen. Er der en bæk på vores grund? Lige uden for vinduet måske? Jeg har ikke lagt mærke til det før. Men nu – denne berusende stille rislen af vand, der løber over sten. Mystisk. Jeg forbliver i min ro – men så bryder min krop ud og må følge sanserne.
Jeg må finde det. Tager min eventyrven i hånden. Han vil gerne med. Vi småløber, ned ad vejen, forbi en hytte, forbi en til – grusvejen drejer. Den fortsætter ind over rydningen, hvor der ikke er flere træhuse. Vi får øje på en fordybning – en å, men da vi står med fødderne i vandet, kan vi høre den fos, vi søger. Lidt længere frem.
Her er den. Fjeldvandet bobler, risler, blander sig med sig selv og danner små vandmelodier. En rislen der synger. Pludselig er alt grønt for mine øjne – og mine fødder fjedrer ind over tuer, og mine hænder griber om birkestammer. Jeg må derind, og hen og op. Jeg må være overalt i dette paradis af lyd, farver og vand. Den lille fos, som kommer fra fjeldsøen, strømmer mig imøde med smilende klukken og et øjeblik er jeg hel.

Ja – vi var i Norge i sommer.