Line Fjord

Bare smil – ingen hører, hvad du siger

without comments

fjæs-i-kassen
Kan det nu også være rigtigt?
En af mine bekendte var i sidste uge inviteret i tv for at ”udtale sig”, som det jo hedder.
Hun var skide god. Cool, afslappet og smilende. En, enhver seer gerne vil kende.
Men hvad sagde hun? Jeg kunne ikke høre det, fordi mine børn løb rundt og råbte og pegede fingre ind i skærmen, fordi netop hun var på.
Men hvad sagde hun? Hendes søn ved det ikke, han var bare sur over, at mor ikke vinkede til ham, når hun nu var helt inde i fjernsynet.
Men hvad sagde hun? Det helt rigtige, for der var mange positive tilbagemeldinger bagefter.
Men det hun sagde, var faktisk kun 10 procent.
For hun havde været et par skridt foran og spurgt en tv-ekspert til råds, inden hun gik på. For det var første gang, hun skulle ”udtale sig” på tv.
Et eneste råd havde hun fået: Husk: 90 % appearance og 10 % words.
Folk kan alligevel ikke huske, hvad der bliver sagt – men alene ud fra fremtoning, kan de afgøre om personen har klaret sig godt eller ej. Så smilet frem og imødekommende kropssprog.
Vidste vi det? Kender vi det var andre sammenhænge? Måske nok.
Og selvom vi måske godt ved det, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor lidt det talte ord betyder. Skal vi mest bare se godt ud? Tja. Det skal vi jo nok.
Men hun var skide god, top professionel og cool. Jeg ved det, hun sagde, var ret godt.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

oktober 8th, 2009 at 1:32 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Send mig en sms – jeg erobrer lige verden

without comments

Sidder bare og spekulerer på om de nye teknologier – i hvert fald sms, facebook og almindelig mail – måske er et særligt fortrin for os kvinder, som gerne vil bruge tiden fornuftigt. Og få butikken op at køre.

Jeg havde ingen – whatsoever – businesstanker tilbage i 80’erne og 90’erne. Men jeg prøver at tænke mig tilbage til, hvordan jeg kontaktede andre mennesker dengang. Jeg talte i telefon. Hver dag, mange gange om dagen. Hold da op, hvor jeg snakkede. Hvis jeg skulle give en besked, tog det hurtigt en time, for vi skulle jo lige høre, hvordan det gik i hinanden liv, og hvad vi skulle have til aftensmad. Og jeg sad fast i en særlig telefonlænestol og ledningen sad fast ind i væggen.
Måske havde jeg ikke andet at tage mig til? Måske havde det noget med kvindelig snakkesaglighed at gøre?

I hvert fald tænker jeg på, at det ville have været en umulighed for 15-20 år siden at ringe op til en potentiel business-partner eller netværks-søster, blot for at sige ”ok” og lægge på. Eller ”Må jeg skrive en artikel om dig og dit job?” og lægge på. Eller ”Vil du anmelde denne bog?” og lægge på.…. Næ, næ, man skulle heeele vejen rundt om aftensmad og julegaveidéer til børnene for at komme til spørgsmålet. Og så ville den anden love at ringe tilbage med svar. Og kageopskrifter.

Jeg tror faktisk på, at de korte beskeder på sms og facebook gavner os. Vi skal selvfølgelig have en latte og lidt rødvin i ny og næ – og lidt snak om mændene – selvfølgelig. Men i mine øjne har sms og vaskemaskinen vel det til fælles, at det er teknik, som i særlig grad assisterer kvinderne på vejen væk fra det traditionelle videre i erobringen af egen verden. Det giver os mere tid til at arbejde på det vi brænder for. Eller hvad?

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

september 30th, 2009 at 12:09 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Jeg vil ha’ en lille Fiat…

without comments

Ok – nu er der så ret mange, der har købt sådan en lille ny Fiat 500. Det tager selvfølgelig lidt af værdien fra den, at der kører så mange rundt i København. Men det er nu en lille lækker sag – nougatbrun, blød sandfarvet eller 50’er grøn. Runde lygter, smart radio og smilende design.

Hvis nu jeg havde den og var en af de eneste? Eller vi bare var femten med den bil, så vi kunne lave en lille klub?
Den ville selvfølgelig være rimelig upraktisk for en familie med tre børn. Som tit skal til Jylland. Hm. Men måske er det så lige, at det slet ikke handler om familie, brobizz og medbragte ruller af riskiks, når jeg tænker på den lille lækre Fiat, Næ, næ, det handler om at komme kørende, som en italiensk boheme med cigaretrør, Ipod, lipgloss og macbook i tasken. Nystartet og styr over det.

Jeg ser mig selv komme kørende, som en Laura Castagnetti – gennem Roms gader en tidlig onsdag morgen, Campo dei Fiori åbner for blomstersalget og duerne spiser croissant-krummer på Piazza Navona. I min lille lækre Fiat. Jeg ankommer til min aftale, taler roligt og afleverer mit visitkort.

Jeg har styr over det. Det kan man jo se. Det er ikke meget nystartet business woman over det. Næh – alt det der med ulønnet arbejde på tjekkede magasiner og adrenalin, der pumper af nervøsitet for næste interview med en kendt forfatter – det er ikke til at se. Pyha – jeg er godt på vej.

Men faktum er, at jeg sidder i København og det regner, når jeg cykler. Adrenalinen kører, og jeg tjener ikke ret mange penge. Jeg snakker faktisk rimeligt italiensk og har da også lige bestilt en mac book. Og min frisør synes jeg har lækkert hår. Men jeg har ingen Fiat. Men Fiat eller ej – måske er det alligevel for fedt at tage toget til Fyn for at interviewe forfatteren. Jeg stryger min H&M skjorte, inden jeg afleverer min artikel til magasinet og smugspiser en Bounty, så snart jeg er ude igen.
Fiat eller ej. Jeg er lidt på vej. Og min Mac kommer med posten i dag.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

september 24th, 2009 at 10:02 am

Posted in Ikke kategoriseret

Dydig business woman undercover

without comments

Hun var så hellig – så yndig – og så mega uskyldig – en af mine gymnasiekammerater. Men hun tjente kasse. Det er 20 år siden, og jeg har et lidt uklart billede af detaljerne. Men i hvert fald var hun usynlig for de fleste og gik altid tidligt hjem fra fest.
Hun brugte ikke særlig mange penge – og ved du, hvad hun var – hun var død-doven. Ikke i skolen, der var hun en pligtopfyldende sladrehank – men uden for skolen. Mens vi andre stod i bagerbutikker lørdagmorgen på et usselt torv i sovende by eller gjorde rent i skolens bibliotek efter lukketid, lå hun på sin pude og sov. Tjente ingen penge selv.

En dag må djævlen alligevel være vågnet op i hende. Hun blev business-woman. Hvorfor støvsuge eller sælge snegle og hindbærsnitter, når man kan tjene penge på andres laster – næsten uden at løfte en finger? Der skulle pludselig være penge til vinyl, neglelak og plastic ørenringe.

Hun fik sin idé, fordi et af hendes familiemedlemmer rejste en del – nærmest hver uge. Idéen betød, at den rejsende begyndte at gå med knæstrømper under pressefolderne. I strømperne kunne der være cigaretpakker. Prince light. Hvide pakker uden banderole. Der kunne sidde fire pakker, stablet i hver strømpe. Ingen så det. For det meste var cigaretterne vist købt på ærlig og redelig og toldfri vis. Mere end hvad man kan sige om videresalget.

Kammeraterne var storrygere. Den dydige røg ikke, men havde altid cigaretter med i tasken. I mindst to år. Hun solgte dem til tyve kroner pakken. Hendes indtjening må have ligget på omkring 500 kr. om måneden, efter skat, hvis man kan tale om det. Og det var meget i 80’erne. Og imens stod vi andre lørdag morgen og solgte spandauere og andre kvalmefremkaldende brødstykker efter en pulserende fredag nat. Med samme økonomiske resultat ”efter skat.” Hvordan fanden knækkede hun den kode? Gik den mon kun, fordi hun var så pæn og artig? Lakeret overflade og syndige tricks. Hvad hvis hun havde været en dreng? Var han sluppet af sted med sådan en butik? Og Gud ved om hun er begyndt at ryge?

Cross posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

september 16th, 2009 at 12:16 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Elsk min røv og bliv rig

without comments

”Den er som syet til dig, synes du ikke bare du ser godt ud?” – jeg kigger mig lidt grundigere ind i spejlet. Tja, jo – den klæder mig jo meget godt den bluse.
Pigen forsvinder et øjeblik – kommer tilbage med en anden med lidt kortere ærmer. ”Prøv også denne her, for du har så flotte håndled.”

Mit selvværd vokser. Mærkeligt, for jeg står i et prøverum, under et aflangt lysstofrør og ser egentlig lidt lysegrøn ud i huden. Jeg svinger den nyankomne bluse over hovedet, ignorerer dellen, der et kort sekund griner til mig i spejlet.
Kigger på håndleddene. Jo, de er da meget pæne.
Pigen er tilbage: ”kan du se det? – Årh – hvor ser du godt ud”. Det er sket før og nu sker det igen. Jeg rækker hende dankortet, hun smiler, jeg smiler. Dagen er god. Jeg er for lækker.

Hendes biks ligger der nu på 20. år nede ad gaden. Jeg går derind forår og efterår, klar til at handle med pigen. Hun sælger tøj, det er klart – men hun sælger vel i virkeligheden mig til mig selv, bare i ny indpakning.

Min svigerinde gør det samme. Hun synes helt sikkert også, jeg er lækker. Når jeg kommer ind i hendes butik har hun lige fået nye varer, som ingen andre har set endnu, og nogle af bukserne er så fede, at dem SKAL jeg prøve. Fra flere familiesammenkomster over sommeren ved hun, at jeg har holdt tilbage, når chips, chokolade og lagkager kom på bordet. Hun ved, at jeg har tabt mig lidt. Det snakker hun ikke om, mens jeg står i prøverummet, hiver de gamle jeans af, så skællet fra de tørre lægge flyver omkring mig og danser i lysstoflyset. Jeg tager de nyankomne fede jeans på.

Hun småsnakker uden for teltet, lader som om jeg er biperson i en lille uropførelse. Så går tæppet, hun kigger ind og smiler – ”Det er også en meget god lille røv, du har fået!”, siger hun og smiler. ”Vil du have en kop kaffe?”
Jeg langer hende dankortet og ved, at selvom min mave bliver lidt oppustet af kaffe, vil jeg være en lille smule lykkeligere, i hvert fald her i eftermiddag, når jeg promenerer i mine nye jeans. For hvem vil ikke gerne gå rundt med en god, lille røv?

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

september 10th, 2009 at 11:00 am

Posted in Ikke kategoriseret

Fra overalls til karriere-ur

without comments

Lad os sige, at hun hedder Andrea. Det gør hun faktisk ikke, men et eller andet heftigt navn skal vi jo kalde hende. For hun er hverken en Bettina eller en Susanne. Andrea passer meget godt.

Andrea er i gang med at skifte fag, ligesom nogle dyr skifter ham eller iklæder sig vinterpels, når sneen falder. Årstiden er skiftet i Andreas sind, og hun har de seneste år opdaget, at hun er ekstrem god til at skrive, og så synes hun faktisk, at det er skide sjovt. Det vil hun gerne leve af. Men hun er uddannet håndværker og ansat i en dansk produktionsvirksomhed med meget – skal vi kalde det niche-agtige produkter til et lille aftagermarked i Danmark.

Indtil for ganske nylig mødte Andrea hver dag på arbejde på værkstedet iført nougatbrune overalls, kort klip, beskyttelsesbriller, sikkerhedssko og en blikmadkasse med 14 halve i. Super dygtig til sit arbejde, kender alle afkroge af jargon’en og er faktisk uundværlig. Det er ingen selvfølgelig – men det hun nu nok alligevel. Lidt i hvert fald.

Men som en fisk på vej ud af en ruse, kæmper Andrea sig vej, hun vil skrive. Kvindelist i overalls. Helt tilfældigt begynder hun at lægge sin vej forbi direktørgangen. Helt tilfældigt skriver hun lige et par artikler til fagbladet. Hun gør sig bemærket. I overalls.
Fisken svømmer ud af rusen – og nu har Andrea fået visitkort. Hun er kommunikationsrådgiver tre dage om ugen på direktørgangen. Og to dage om ugen er hun håndværker og møder ind på motorcykel.
Instinktet styrer handlingen. ”Jeg har købt et karriere-ur”, udbryder Andrea stolt. Og jeg spejder efter Rolex eller Cartier på håndleddet, men hun har været på værkstedet i dag, tirsdag, så det er uden ur. Uden smykker. Men med 14 halve i madkassen.
“Jeg må gå med ur oppe på kontoret, derfor! – Når jeg ser på klokken, ved jeg den tikker i min retning, de dage jeg arbejder med kommunikation!” Uret er et helt almindeligt ur, som ingen lommetyv vil gøre en indsats for. Men det er et ur.
Andrea arbejder med sin fagskizofreni – bruger karriere-uret – og som noget helt nyt – nederdelen – i argumentationen, når cheferne river i hende fra begge sider på en kommunikationsdag. ”Kunne du ikke lige give en hånd med på værkstedet?” og Andrea er top-beredt og vil ikke trækkes over, svarer derfor ”Ligner jeg måske en, der kan arbejde på værkstedet i dag?”
Ambitionen er fuldtid på kommunikation inden jul. Uden overalls. Og måske med nye briller.

Crossposted on http://eeze.dk

Written by Line Fjord

september 3rd, 2009 at 8:39 am

Posted in Ikke kategoriseret

Kan svineinfluenza forbydes? Kan burka?

without comments

Angsten blev malet ind i læseren for blot 3 måneder siden. ”Tag ikke til USA”, og veg de stakler, der havde været i USA trods henstilling om at forblive på dansk grund… de var nu blevet smittet med intet mindre end svineinfluenza.
Ordvalget vakte genklang til den gamle film om kogalskab med rystende ben og fråde, der kørte endnu længere tilbage i tiden. Det er ikke rart at dele sygdomme med dyr og folk blev da også sendt i isolation.

Læger og andre eksperter brugte retorik som pandemi, og vi lærte langsomt men sikkert, at vi kom ikke til at slippe for virussen. Den ville med sikkerhed komme og snuppe mange dødsfald med sig.
De svageste bliver beredt med stærke lægemidler og så bliver der ellers stillet forholdsregler op. Nu er en del danskere blevet syge – og i takt med det, har sygdommen da også skiftet navnet svineinfluenza ud. Nu lyder det mindre farligt. Influenza A.
Forleden dag sendte både skole og børnehave breve med hjem fra kommunen. Breve, som handler om, hvordan vi skal tage os i agt for det frygtede. Bottomline her er: vask hænder grundigt og ofte! Ikke noget med at holde sig inden døre, gå med maske og aflyse rejser…bare vaske hænder. Og bliver man syg, ja så ligger man i sengen til det er ovre.

Tænk hvis man havde kunnet lovgive sig ud af sygdommen? Vi vil ikke have sygdommen i Danmark, så vi forbyder den. I det mindste i det offentlige rum – for selvom ministre gerne vil, kan det være svært at forbyde ting i private hjem. Men man kunne forbyde at køre i bil med sygdommen, måske kunne man ikke reagere kvikt nok? Til gengæld ville en lovgivning måske kunnet have holdt angstniveauet oppe.
Eller helt omvendt – lige som med influenzaen – den er her, om vi vil eller ej – og det er burkaen også. Selvom man måske kan lovgive sig ud af burkaen, kunne man overveje blot at slappe af og acceptere, leve sammen uden at dødsangst. Har man et helt særligt behov, kan man jo vaske hænder grundigt og ofte, så dør man nok heller ikke af halvtreds tilfælde af burka her i landet. Så vidt jeg ved, smitter det faktisk ikke.

Written by Line Fjord

august 31st, 2009 at 11:04 am

Posted in Ikke kategoriseret

Gualchos og katten

without comments

Gualchos

klam kat

Written by Line Fjord

august 20th, 2009 at 9:13 am

Posted in Ikke kategoriseret

Drømmen om Javier Bardem endte i en flugt fra hundelorte

without comments

Hele to gange er jeg sunket ned i biografens mørke for at følge med Javier til Barcelona. Efter den første gang var jeg ved filmen afslutning genfødt spanier.
Da jeg havde set den anden gang faldt mit hoved forover i tristesse over filmens afslutning.
Men det var efter den første gang, at jeg flyttede til Spanien. Eller rettere lejede et hus i den kommende sommerferie.
Byen hedder Gualchos. Lille bitte hvid bjerglandsby for foden af Sierra Nevada. Mandeltræer, tapas, solopgang over røde tegl – og ikke mindst den seranade syngende Javier med bare tæer i sandaler på plazaen. Hola Chica. In my dreams.
Javier udeblev. Han havde måske fundet et mere luksuriøst sted at spendere sin sommerferie. Og dertil skal siges, at jeg faktisk havde medbragt min helt egen danske seranade-sanger, hvilket jeg var ganske godt tilfreds med. Og måske var det derfor, at der ikke blev banket på døren.
På dén måde i hvert fald. For banket blev der. Hver aften lige da børnene var faldet i søvn under lagenet i det hede værelse. En sko- og tandløs sigøjner kom hver dag for sælge sine tyvekoster. Nogle dage var det figner, andre dage op til 5 kg citroner.

Vi forsøgte at nyde anti-turismen. Talte spansk med de spanske, købte brød hos bagersvenden på vej gennem byen, fulgte de lokale i kirke hver aften kl. 20. Det var noget ganske særligt.
Indtil den dag det blev for meget. Indsamlingen af affald – eller mangel på samme. En hær af de herreløse hunde havde fået færten af noget lækkert. Både vores køkken- og toiletaffald var revet ud over hele gaden. Vi genkendte også lugten.
Hundene begyndte at gø af os, forfølge os, og vi begyndte glide i de mange hundelorte, som lå ikke kun i rendestenen, men overalt. Vores børn løb rædselsslagne hjem efter mødet med hunde, som sked og spærrede vejen.
Og jeg begyndte at glemme Javier. Til min forfærdelse var han en dag helt ude af tanken. Kun den fattige og ucharmerende lortelandsby stod tilbage med dens forladte ruiner. Hunde og katte.

Vi pakkede bilen i utide og rejste derfra. Og Javier lever heldigvis endnu.

Written by Line Fjord

august 19th, 2009 at 12:41 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Lidt uskyldig skruen på knapperne

without comments

Min sko er for stor. Spinningskoen. Mine tæer krøller sig sammen i abegreb i forsøg på at holde skoen på. Instruktørens mikrofonstemme beder os øger belastningen. Jeg holder abegrebet og finder det runde sorte håndtag. ”Mere belastning!” knappen glider mod venstre. Lidt. Jeg lurer over på min medcyklist – og hendes fedtede håndtag. Det er drejet længere over. Hun så ikke, hvor langt jeg drejede mit.

Sådan var det også i december. Finansfolkenes julekalender fulgte en bred kronraget fitness-type. Ingen havde set, hvor meget han havde skruet på knapperne. Men nu var han blevet opdaget. Han havde skruet for meget på nogle og for lidt på nogle andre knapper. Og nu var firmaet i betalingsstandsning og kreditorerne fallit.

Der er pause. ”Fjern belastningen” råber den smækre lækre bodybike-instruktør. Abetæerne i mine sko slipper grebet om grenen, og foden strækker knoglerne ud. Min nabo til den anden side oplyser henrykt, at man kan godt snyde med belastningen…mine kinder bliver lidt varmere.

Måske havde han fået inspirationen fra fitness-centret, Stein Bagger. Det forlød, at han kom der ofte. Han havde oplyst, at der var lidt flere kunder i butikken, end nogen nogensinde havde set. Han havde skrevet lidt flere nuller på omsætningen, end der egentlig var i regnemaskinen. Og nu var han blevet knaldet. Nogen havde sladret. Men jeg undrer på, om han troede, at han også snød sig selv, mens han skruede på knapper i factory’et?

Min røv rammer sadlen i samme smæld, som en håndvægt rammer gulvet på beton-etagen ovenover. Den sorte knap er skruet til højre, mens mine knæ farer op og ned i pedalerne, med fødderne låst fast i abegrebet. Mine kinder er røde – jeg har snydt – eller også har jeg ikke snydt. Jeg ved det ikke. Men ingen sladrer.

Written by Line Fjord

juni 12th, 2009 at 2:29 pm

Posted in blog