Line Fjord

Baldursdottir – forfatter med is og ild

without comments

karitas

Kristín Marja Baldursdottir – min store inspirerende forfatter i året, der er lige ved at gå sin vej. Med de to store romaner om islandske Karitas blæste hun blodet med vulkansk styrke gennem mine årer, mens hun skildrede kvindens kamp i valget mellem på den ene side sig selv og sin kunst og på den anden side familien og kærligheden. Hovedpersonen Karitas’ kamp varer hundrede år og skildringen ramte mig lige i hjertet, mens jeg over sommeren læste om hende. Fantastiske romaner, fulde af styrke.

Jeg mødte Baldursdottir første gang, da min private litteratur-mentor mente, at jeg var moden til hende. Der havde han haft mig igennem noget japansk, amerikansk og dansk. Men islandsk litteratur tænkte jeg?? Det var en nyt for mig. Men ok så. Også selvom jeg jo var på vej til Spanien. Jeg ved ikke om, jeg var moden. Men jeg kunne i hvert fald ikke slippe hendes ord, beskrivelser og skildringer af mennesker. Min krop og mit hjerte blev flået rundt i den både den islandske natur og menneskets. Og jeg græd i dagevis, da jeg nærmede mig afslutningen af hele fortællingen.

Nu har jeg bestilt min første rejse til Island. Jeg må møde den kraft – den ild og den is – in real life.

Written by Line Fjord

januar 14th, 2010 at 12:44 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Penélope Cruz – wild rage

without comments

penelope-cruz3

…også denne kvinde inspirerer mig ud i det kraftfulde og sproglige. Hun kan skændes igennem – altså på film. Jeg ved ikke, hvad hun kan i virkeligheden – men med råb, bid og spanske eder kan hun i Vicky, Cristina, Barcelona få skænderier til at flyve gennem køkkener og gader. Mennesker omkring hende bliver rusket og slået itu. Af kærlighed.

Jeg blev meget inspireret  – ikke som sådan til at skændes, selvom det også kan være kraftigt befriende i ny og næ. Sådan en rigtig – ”du er kraftedme en stor idiot – og jeg elsker dig jo. Idiot.” – Nej jeg blev inspireret til at gribe fat i passionen og råbe mig selv ind hovedet og ud i livet.

Efter Penélopes energiske optræden i både Barcelona, Carne Tremula og Volver – de to sidste af Almodovar – flyttede jeg til Spanien. I hvert fald i nogle uger. Og lærte spansk. Nok til at købe kaffe og tapas. Og råbe.

Hun er fantastisk – rollerne er top feminine, heftige, farlige, lidenskabelige, erotiske, skrappe, skarpe og selvfølgelig ind imellem tenderende det kriminelle – på en helt naturlig måde.

Penélope er for lækker. Og nu har hun så gaflet den lækre Javier Bardem.  Intet mindre. Han er endnu mere for lækker – men lige nu handler denne blog jo ikke om mænd. Så jeg stopper her.

Penélope holder.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

januar 14th, 2010 at 12:42 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Gianna Nannini – forever

without comments

gianna-nannini

En italiensk rock-mama med fuld power i udtryk og stemme. Det er årtier siden hun trådte ind på mit livs scene, og egentlig lytter jeg sjældent til hende i dag. Men hun bor i mit blod.
I midten af halvfemserne på det have været, på et tidspunkt, hvor jeg stod af en karrusel i mit liv, fordi den simpelthen kørte den forkerte vej rundt – jeg forlod det meste – og ledte efter energi til at vælge vej. Og midt i det hele stod Gianna Nannini med sin hæse og kraftfulde stemme og brølede ud over mig og andre modtagelige.

”I maschi”…. At det så betyder ”mændene” gør det ikke mindre kraftfuldt.

Hendes ”opråb” på italiensk gjorde ondt i mine vener og i mit blod, og jeg vidste, at et af det første skridt jeg måtte tage – efter jeg sprang af karrusellen – var at lære italiensk. Jeg MÅTTE forstå hvad hun sang, og jeg MÅTTE være i stand til at skråle med (om end for tillukkede vinduer i en bil alene) – Jeg MÅTTE mærke noget af den energi, hun udstrålede. Jeg MÅTTE videre i mit liv.

Hun var både vild, pippi-like, intens og så sindssyg fuld af liv.

Det var for fedt. Jeg lærte italiensk og rejste min vej. Derned og ud over stepperne. Hun var helt klart en inspiration. Still love her – går sgu ned og finder pladen frem.

Crossposted on eeze.dk

Written by Line Fjord

december 4th, 2009 at 1:21 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Har De lus?

without comments

lusehoved En gang om ugen arbejder jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Vi er fem danske og fem franske på kontoret – og ellers næsten kun franskmænd i resten af huset.

Som høflige danske ansatte slår vi straks fra dansk bonderøvssprog med ”hångklæde”, ”himbær” og ”Pesjø” til fint højfransk med ”serviette”, ”framboise” og ”Peugeot”, så snart de franske indfødte træder ind ad døren. Sådan er det, og det kan ikke være anderledes.

Om man er ”des” eller ”dus” ligger også ret fast:
Alle danske er dus med hinanden, både når de snakker dansk og fransk til hinanden.

Regnskabschefen siger ”vous” til næsten alle franskmænd og ”tu” til de fleste danskere – med undtagelse af et par danske damer med stramme franske attituder. De siger kun ”vous”.

Han er også på ”vous” med rektor og skoledirektør, pga. deres placering lidt højere i hierarkiet.

Rektor og skoledirektør er så til gengæld på vej til at blive ”dus” med mange danske ansatte. Altså på fransk. Men de siger ”vous” til hinanden.

Regnskabschef fortæller, at han naturligvis på ”vous” med sin franske svigermor, mens hans børn siger ”tu” til ham.

Sekretæren er da også dus med sin egen franske mor, men krøller tæerne, når hendes danske mand pludselig også er dus med selvsamme franske svigermor. Det gør man ikke.

Regnskabschef er ”Des” med den franske pedel og den franske kok, selvom de nu har kendt hinanden i tre år.

Jeg blev dus med den tidligere franske rektor, efter jeg havde kendt hende i nogle måneder – hvilket vist var ret uhørt – men jeg er da stadig ”Des” med den nye Rektor. Det er jo ham med sin høje hierarkiske placering, der skal drikke mig ”dus”.

Lyder det som om, jeg skriver om noget er foregik i 1950’erne?

Egentlig er det meget nemt at navigere rundt i, så da vi diskuterede skolens ”luse-politik”, og Rektor så kløede sig på sit ellers relativt skaldede hoved, faldt det mig helt naturligt at spørge ham: ”Vous avez des poux?” - ”Har De lus?”

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

november 26th, 2009 at 10:41 am

Posted in Ikke kategoriseret

Valg – kampklædte kvinder og kluntede kludremikler

without comments

election
Vi har set valg – optakt, valgkamp, præsentationer og ”runder”. Kvinder og mænd, spadseredragter, pink læbestift, piercinger, jakkesæt og tarzan-slips. Mange varianter, lidt til enhver smag.

Mit politiske engagement er vokset gevaldigt i løbet af de seneste par uger. Det var en mandlig politikers sparekniv overfor børneinstitutionen, der satte det hele i gang. Han og forvaltning havde vist ikke havde helt styr over kronerne – så nu skulle der spares på børnene. ”Fyr nogle pædagoger” – læs kvinder.
I den anledning blev medlemmer af bestyrelsen i børnehaven gale og trådte en dans. Det var for resten kun kvinder. Ikke medlemmerne, for der er egentlig flere mænd – men dem som skrev, brokkede sig, demonstrerede og kastede med bleer på trappen foran rådhuset. Ok – der på trappen var der en enkelt mand tilstede, men han havde taget maske på. For some reason.
Da det blev valg, blev jeg lidt usikker på, hvad jeg skulle stemme. Skulle jeg rykke mit politiske standpunkt pga. kampene ugen forinden ? Men heldigvis var der en kvindelig ven på facebook som meldte ind forleden – hun anbefalede , hvem ”man” skulle stemme på. En klar røst.

Jeg fulgte hjertet og hørte delvis efter, hvad hun sagde. Jeg stemte ikke efter køn, men efter overbevisning, det blev en hun og en han. Jeg havde to piger med i stemmeboksen og lod dem sætte krydsene for mig. Og så sad jeg resten af aftenen og fulgte med. På DR.
Jeg så Horsens, Ålborg, København, Randers, rejste hele Danmarks kortet rundt. Og alle steder – med undtagelse af Århus, var det kvindelige journalister der førte os rundt med interviews, reportager og analyse. Masser af dygtige relativt ukendte kvinder styrede mikrofonerne.

Faktisk har det mest været kvinderne, der har været på banen til mit valg. Måske er det et tilfælde.
Og når jeg sådan lige analyserer, har nogle mænd sådan set ikke været top-sympatiske. De har lavet rævekager og taget flugten fra egen økonomi. Kort sagt: klumret lidt rundt. Ikke ham jeg stemte på – heldigvis – men en del andre.
Jeg undrer mig bare lidt.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

november 19th, 2009 at 10:26 am

Posted in Ikke kategoriseret

Tre hvide duer og andre strategiske overvejelser

without comments

hviddue
Jeg har været til endnu en rockkoncert. Der ikke spillede.
Altså sagen var, at Københavns Kommune svingede en nysleben sparekniv henover hovedet på vores fantastiske børnehave, som jo i sig selv er et rockband. Økonomien i forvaltningen blev i denne uge så truende, at en konsekvens kunne blive, at den ene el-guitar skulle fyres. Altså en af seks pædagoger.

Og der sagde jeg og de andre forældre stop. Faktisk dannede vi lyn-hurtigt vores helt eget rockband for at forsvare børnehaven og vores børns hverdag. Alle med hver vores kompetencer. Der blev spillet på mange strenge: en skrev til kommunens politikere, en anden skrev et læserbrev, en røg direkte i nyhederne på den landsdækkende kanal og en fjerde tegnede en tegning af det hele. Vreden dampede op af tastaturerne.

I mandags var der så demonstration bagved Rådhuset. Det regnede ligeså meget, som til koncerten på orange scene, og der var vel omkring 500 forældre. Vi var så otte fra vores børnehave, der var mødt op, fik våde fødder og vådt hår, mens vi sagligt diskuterede, hvad vi dog kunne gøre.

Og så skete det. Vores helt egen rockkoncert af foretagsom energi udi kommunikation og strategi blev afbrudt. Af musik. Og det er her, jeg ikke forstår det mere. Why? Organisationen af forældre i København havde så inviteret en Johnny Madsen look-alike med en guitar til at underholde os. Mellem opremsninger af tal og politisk status, begyndte han pludselig at synge. Tre hvide duer og det er i dag et vejr.

Jeg har brug for forklaring. Hvori ligger sammenhængen mellem strategiske overvejelser hos selvtænkende og veluddannede forældre – og så denne sang akkompagneret af guitar ? Vi følte os helt fejlcastede, da han begyndte på viserne. Skal man være helt til ø-lejr og solidaritet (råbt i megafon) for at tage sine børns vilkår alvorligt?

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

november 12th, 2009 at 9:20 am

Posted in Ikke kategoriseret

Særbehandling til businesskvinder ?

without comments

Den med årets iværksætterpris i den kvindelige kategori, kan vi godt holde fast i et øjeblik. I debatten omkring selve kategorien er vi nogle, som blev rimelig fortørnede over denne ”positive særbehandling”. Som om vi var deltagere i en slags handicap-idræt, bare i erhvervslivet, hvor kvinderne bliver opfattet som amputerede væsener eller mentalt mindrebemidlede. Og derfor skal have en særlig handicap-pokal, alene på baggrund af kønnet.

Erhvervslivet er ikke en sportsgren. Kvinder i sport kæmper mod hinanden, fordi vægt og styrke i forhold til mænd er ulige. I erhvervslivet er det ikke sådan, at kvinder er svagere end mænd og derfor skal have en særlig kategori. Og dér stopper jeg så lige op – for hvem siger egentlig, at kategorien ikke er lavet for at beskytte mændene? Altså hvis mænd og kvinder kæmper på lige fod, vil kvinderne naturligt vinde? Don’t answer, just think. Heldigvis er der i alle de andre kategorier både herrer og damer.

Fred være med, at Alt for Dullerne uddeler årets guldknap til en kvinde, som har gjort sin business til noget særligt. Det ligger ligesom i målgruppe-valget for magasinet – der skal portrætteres en kvinde, man som – naturligvis – kvindelig læser, kan identificere sig med

Og når vi nu er ved forskelsbehandling og –opfattelse af kønnene – altså når det gælder, hvad man bør og skal – så er jeg for ganske nylig faldet ind over dørtrinnet til en ret trendy bar i København. Åbenbart for trendy til mig, for jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Men jeg kan huske, hvad jeg så. Unge Barbie-girls. Hallo! Silicone-jader trykket op under hagen, ben på stiletter, så høje, at benets længde blev fordoblet, nederdele for korte til almindelige trusser fra Magasin. Hallo!

Så tænker jeg – for det første øv, øv, øv. Fortsætter det ud ad den planke, kommer vi aldrig ud af den særlige erhvervspris-kategori for kvinder. Piger og kvinder, vær jer selv. For hvis det er trenden, at man skal være udstyret sådan, for at blive set, så er man jo næsten handicappet. Legemsdelene er i hvert fald ikke bæredygtige. Og kan man tage mennesker helt alvorligt, hvis de sådan er bygget af plastic? Sandsynligvis er dem med silicone-jaderne nogle andre end dem, som vinder kvindepriser i erhvervslivet. Men signalet fra silicone-damerne blæser ind ad døren og forvirrer begreberne. Så venligst. Be yourself. Vi bliver nødt til at stå på vores egne ben med vores egne bryster og bygge vores egen business. Så er vi måske heldige en dag at ryge ud af den særlige k-kategori og blive taget alvorligt uanset køn.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

november 5th, 2009 at 12:21 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Oprah besøgte familien Danmark og resten blev sure

without comments

Videoen hvor Oprah Winfrey besøger et typisk dansk hjem gik verden rundt i sidste uge, fra Hedehusene til Chicago. Og hold da op, hvor de små vrede fingre har tæsket kommentarer ind på facebook-væggene.

Den facebook-profil jeg klikkede ind på har lidt mere end 2200 venner, hvilket jo i sig selv gør publikum større, når man lægger en video ud. Videoen ligger på hendes væg og der er kommet 42 kommentarer. 35 kvinder og 7 mænd mener noget.
Langt de fleste kvindelige kommentarer handler om, hvor udansk boligen er. “Sådan ser der ikke ud hjemme hos mig?”, “jeg tror ikke på, at hun aldrig roder”, “haha, sådan bor ingen” osv.

Nej gu’ fanden ser der ikke sådan ud hjemme hos dig. Og selvfølgelig roder hun også. Men tænk lige tanken: Du får besøg af Oprah og filmhold. Rydder du op? Lægger du rent sengetøj på? Køber du blomster?
Enkelte kommentarer er fulde af ord og maler et billede af, hvordan en rigtig dansk familie bor. Årstidernes kasser henslængt, tennisketchere og børneovertøj i entréen og lille tyk forkælet hund spiser hjemmebagte økologiske boller. Hvis Oprah havde besøgt det hjem istedet – så gætter jeg på, at kommentarerne havde været ligeså brokkede. For hvad er typisk dansk – og hvor meget kan vi acceptere, at en anden bliver udvalgt til at vise sit hjem frem?

Come on girls – tænker jeg. What’s the problem? Hvor meget betyder det, hvordan de andre bor? Hvis man er arkitekt, kan det aflæses i boligen, hvis man er frisør, kan det ses på håret, hvis man er soldat kan aflæses i kommandotonen, hvis man er gartner eller blomsterhandler, kan det nok også ses i både have og vindueskarm. Vi ligner vores hjem.
Hvad er så et typisk dansk hjem? Måske et hvor børnene deler værelse og sengen er redt med Katvig sengetøj, hvor væggene er hvide, hvor der kun findes et køleskab, hvor der drikkes letmælk og hvor der spises havregryn ved et spisebord sammen (og ikke foran fjernsynet), og hvor der skides for åben dør. So what’s the difference? Same same som den viste bolig. Vi er alle os selv og bor som os selv. – Så stop lige det janteri. Og frem med tolerancen.

Se videoen her

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

oktober 28th, 2009 at 2:09 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Det gælder om at købe slik – et vilkår i et nationalregnskabet

without comments

slik

Da jeg var lille og fik fem kroner af min bedstefar, tog jeg min cykel og kørte op til købmanden og købte labre larver og lakridspiber. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Det ville faktisk være mærkeligt, hvis jeg lagde dem i sparegrisen for at spare op til en bondegård. Det gjorde min venindes storebror.

Alle børn vil have slik så tit som muligt og så meget som muligt. Og måske også de fleste voksne. Det hele er ikke så mærkeligt.

Og der bliver skrevet om fedme. Hver dag i aviserne. Der skrives og skrives. X antal børn i en klasse fede og vil få sukkersyge, og hver 6. dansker dør af fedme om tyve år. Store fede tal i hvert fald. Hvis in-put er fedt og sukker er out-put livsstilssygdommene. Det ved vi alle. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Alle vil have slik. Og chips.

Altså. Jeg er ikke nationaløkonom. Men det må der da være nogen, der er? Nogen som kan trykke på det rigtige knapper og skrue værdierne hen på noget, som giver sunde mennesker og ubelastede sundhedssystemer. Og slidte løbesko. Der bliver skrevet om det. Ja. Men hvordan går forretningen egentlig i vores land?

Hvad med at fjerne skatten fra frugt og grønt, og lægge på chips og sodavand i stedet. Gynger og karruseller. Udskriv bøder til folk med chips-fyldte bagagerum ved den tyske grænse. Og forbyd friture og hvede i det hele taget. Skattefradrag på løbesko. Jeg ved det ikke. Pornobladene er fjernet fra børnehøjde, hvad med at flytte slikket også? Og luk bryggeriet.

Jeg ved godt, at det er et stort politisk spørgsmål det her – Men helt ærligt, nogen må kunne svare! Det undrer mig helt vildt, at fedme-problemet bare vokser og vokser. Hvor er den handling, som virkelig batter og knækker kurven. For forretningen går virkelig skidt. Spørg barnet og sønderjyden – det gælder bare om at købe noget slik. Afsted afsted over den tyske grænse. Intet mærkeligt. Bare dybt beklageligt.

Jeg efterlyser nogen som seriøst kan regne den ud og få hele denne her business på ret køl. Eller skal jeg bare holde kæft og være glad for mine Novo Nordisk-aktier, som går op når sukkersygen gør?

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

oktober 21st, 2009 at 7:27 pm

Posted in Ikke kategoriseret

Rockbandet spiller i børnehaven

without comments

rock-i-bornehaven

Forleden fyldte børnehaven 10 år. Det var som at stå foran orange scene. Regnen silede ned i hovedet på os, bandet stod under halvtaget og fyrede den totalt af med tangokat og en glad lille cowboy. Sous-chefen på den ene spade og en far på den anden. Fadøl og snobrød. Det var en fest.

Det cooleste er, at i vores børnehave spiller rockbandet hver dag. Selvfølgelig ikke på el-guitar. Men det spiller. Pædagoger og ledere går hver dag på scenen, som om de var betalt for det (hvilket de jo selvfølgelig også er, i et vist omfang), mens de stråler og smiler og fortæller anekdoter og elsker vores børn. Måske især mit barn, selvfølgelig.
Rammerne er helt faste. Konceptet er trygt – selve oplevelsen er ny hver dag. Den ene dag dufter barnet af bål, den næste er der brombærpletter på blusen, den tredje graver hun kartofler. Hver morgen står mindst halvdelen af forældrene og vinker farvel til bussen med poderne, som skal være med i orkestret i otte timer. De fleste forældre føler sig særlige og udvalgte. Som et publikum.

Alle spiller sammen og børnehaven er verdens bedste, det siger sig selv.

Hun hedder Helle. Lederen. Hun opfatter nok næppe sig selv som rockstar. Men hun spørger og ved præcis, hvad forældrene vil have. Og vi står og klapper. Hun spørger medarbejderne, hvad de vil – og de får lov og er kun sjældent syge. Nye ansatte håndplukkes. Samtidig sejler børnehaven som et skib – der er styr over sikkerhed og logistik – intet er kaos. Men enhver spiller det instrument, de er bedst til, og ingen er ens.

Til forældremødet er der kampvalg og flere gange om året passer bestyrelsen børnene, mens medarbejdere laver planer. Og der kø for at få lov at passe de 50 børn.

Blot for sige, at rockbands spiller også på den kommunale scene. Der hvor noderne er normeringer, kvadratmeter og nedskæringer. Men er den rigtige leder der, spiller det for vildt.

Cross-posted on eeze.dk

Written by Line Fjord

oktober 14th, 2009 at 9:27 pm

Posted in Ikke kategoriseret